tirsdag, november 24, 2009

Softwaren i IC4 virker bedre end forventet

Efter DSB i maj måned indgik et forlig med AnsaldoBreda om leveringen af IC4 har DSB og AnsaldoBreda arbejdet med konfiguration af togets software, således at togene dels kan kobles og dels ikke fejlmelder sig hele tiden og det arbejder har vist sig at medføre færre fejl end hidtil antaget af DSB. Adm. direktør Søren Eriksen siger:

Tidligere i forløbet har vi overvejet at starte helt forfra med togets centrale computere. Men vi har siden konstateret, at AnsaldoBredas computerløsning på det IC4-togsæt, som er godkendt til sammenkobling, var langt bedre og mere robust end forudset. Det har vi dels selv erfaret, og vi har tillige fået det bekræftet af en ekstern og uvildig ekspert.
DSB er i gang med at opbygge sin egen organisation, som skal stå for det fortsatte vedligeholdelse af softwaren, men i et fortsat samarbejde med AnsaldoBreda.

DSB har indtil videre fået leveret 16 IC4-tog.

Gad vide, hvad der dækker over begrebet "bedre end forventet"? At den virker i det hele taget?

Kilde: DSB. Foto: Jens Hasse, Chili foto

11.000 med s-toget om natten

I sidste weekend begyndte S-togene - som tidligere omtalt - at køre om natten og der var i alt 11.000 der valgte at gøre og der var en god stemning fortæller s-togsrevisor Charlotte Svindborg:
Det gik rigtig godt. Der var mange mennesker med, faktisk flere end vi umiddelbart havde regnet med. Folk var meget glade for, at der var natkørsel og sagde, at de havde ønsket sig det i mange år. De fleste var godt fulde, men der var rigtig god stemning.
Når julefrokosterne for alvor kommer i gang i den kommende weekend skal der nok være flere passagerer. Spørgsmålet er hvordan passagertallet ser ud for Movias natbusser, når man nu kan vælge at tage S-toget på de længere strækninger?
Kilde: DSB.

mandag, november 23, 2009

Nu kommer dobbeltdækkervognene

For et års tid siden skrev jeg om de nye dobbeltdækkervogne, som DSB har bestilt og nu er de første 12 modtaget af DSB og allerede indsat. Nu mangler de resterende 33 og herefter forventer DSB at kunne udfase de sidste af de blå Bn-vogne, som i næsten 40 år har kørt Sjælland tyndt.

Som trækkraft har DSB 32 driftsklare ME-lokomotiver. Men DSB kan ikke anvende sine 6 elektriske EA-lokomotiver, da de ikke har det ZWS-fjernstyringsmodul, som dobbeltdækkervogenene har.

Kilde: DSB. Foto: Pressefoto af ABs 7900 fra Bombardier.

26 personpåkørsler i år

Antallet af personpåkørsler er stærkt stigende. I år har der indtil videre været 26 personpåkørsler med dødelig udgang. Det er mere end tre gange mere end sidste år. Udover påkørslerne med dødelig udgang har der været 103 gange været episoder, hvor det har været tæt på og endelig er der ni gange, hvor biler er blevet påkørt.

For DSB's medarbejdere er hver personpåkørsel en for meget og det betyder meget for arbejdsmiljøet. Willie Nordahl Jensen, daglig sikkerhedsleder i DSB, siger til Nyhedsbureauet Newspaq:
Vi oplever, at nogle lokomotivførere får post traumatisk stress efter en personpåkørsel og ikke kan vende tilbage i arbejde,"

Udover de store personlige konsekvenser for lokomotivførerne er det også forbundet med store omkostninger for os øvrige passagerer. Der findes ikke tekniske løsninger på problemet, men udelukkende en holdningsændring hos os danskere: Et tog bruger op til 700 meter på at stoppe, så det er ikke toget, der får problemet...

Kilde: Avisen.dk

torsdag, november 12, 2009

Ny S-togsstation syd for Hillerød

I forbindelse med planlægningen af et nyt hospital syd for Hillerød har Dansk Folkeparti skabt usikkerhed om placeringen, der gerne skal ligge i nærheden af en togstation. Til Berlingske Tidende siger gruppeformand Henrik Thorup:
F.eks. skal en masse planlægningsmæssige ting bringes på plads omkring fingerplan og by- og landzone, hvis det nye hospital skal placeres på en mark ved Overdrevsvejen, som Hillerød Kommune ønsker. Dertil kommer, at et nybygget hospital skal kobles sammen med etableringen af en ny S-togsstation mellem Allerød og Hillerød, og det er der ikke afsat penge til i det trafikforlig, som blev indgået i foråret i Folketinget.

Netop ved Overdrevsvej ligger både S-banen og lokalbanen mellem Hillerød og Hundested. Det vil altså være en optimal placering for borgerne i Nordsjælland, i det langt fleste vil kunne tage toget direkte til hospitalet.

Det er korrekt, at stationen ikke fremgår af aftalen, men en station på 240 meter (to s-togsæt er ca. 160 meter) regner Trafikstyrelsen med koster omkrig 35 millioner, inkl. forplads, elevatorer og trapper og åbenbart kan Regeringen godt se pointen med en ny station.

Kilder: Berlingske Tidende.

onsdag, november 11, 2009

7000 cykelpladser ved Hovedbanegården

Det Radikale Venstres Teknik- og Miljøborgmester Klaus Bondam forslår at udvide Tietgensbroen med plads til op mod 7000 cykelpladser. Udgangspunktet er at DSB, Københavns Kommune, Dansk Cyklist Forbund og Banedanmark har holdt det indledende møde og Klaus Bondam fortsætter:

Vi har holdt det indledende møde og der skal inden for de næste par måneder arbejdes hen mod at udskrive en egentlig konkurrence, bl.a. ved at undersøge, hvor mange cykelparkeringspladser, der er behov for i fremtiden, se på trafikstrømmene og analysere en finansieringsmodel, hvor staten, Københavns Kommune og private fonde kan bidrage.


Alternativt skal der også være plads til en ny busterminal.

Kilde: MetroXpress og Klaus Bondams hjemmeside.

S: S-banetunnel og letbaner

Socialdemokraterne i København har fremlagt en plan for en sammenhængende offentlig trafikplanlægning. Med udgangspunkt i en betalingsring omkring København forslår Socialdemokraterne følgende forslag:
  • Letbane fra Herlev Hospital til Rådhuspladsen via Brønshøj, Nordvest og Nørrebro og videre til Rigshospitalet og Nærum.
  • Letbane fra Amagerbrogade og Rådhuspladsen og videre til Hvidovre Hospital.
  • En s-togstunnel fra Københavns Hovedbanegård til Ryparken, som en række forskere på DTU forslog for to år siden.
  • Anlæg af en havnetunnel
  • Flere parkér og rejs-anlæg, som skal ligge udenfor betalingsringen og dermed gøre det muligt for flere pendlere at skifte til enten metro, letbanerne eller toget.

Kilde: Socialdemokraterne i København.

torsdag, oktober 29, 2009

For 33 milliarder kroner dansk jernbane

Banedanmark har opgjort en såkaldt infrastrukturbalance for det statsejede jernbanenet og den er opgjort til 33 milliarder kroner, men hvis man skulle anskaffe den på ny, så ville prisen være omkring 92 milliarder kroner. Adm. direktør i Banedanmark Jesper Hansen siger:
Balancen betyder, at vi kender virksomheden, og dens værdi ned i detaljen, og at vi har fået et solidt overblik over, hvor meget vi ejer helt ned på elementniveau.

Og elementniveau er balancen på: F.eks. ejer Banedanmark 1976 køreledningsanlæg, 103 elevatorer, 2 rulletrapper, 550 perroner, 1714 broer og 4029 skinner.

Og hvad kan vi så bruge det til?

Kilde: Banedanmark.

Svenske togbilletter er faldet 7 pct.

De svenske jernbaners, SJ, billetpriser er fra 2005 til 2008 faldet med 7 procent. Det fortæller en ny analyse fra Statistiska Centralbyrån. Fra 1995 til 2005 steg priserne omvendt med 50 pct. Det er indførslen af variable billetpriser, hvor priserne stiger frem mod afgang, der er årsagen til faldet fortæller Kommunikationsdirektør Elisabeth Lindgren:
Vad som är ännu viktigare är att ingen betalar mer än tidigare men däremot så betalar fler än 80 procent av resenärerna betydligt mindre om man reser exempelvis mellan Stockholm och Göteborg. För oss handlar det om att fylla tågen oavsett om det är hög- eller lågkonjunktur. Metoden är att sätta ett biljettpris som resenärerna är beredda att betala för. Prismodellen är lika effektiv i en lågkonjunktur när resenärernas betalningsvilja är lägre. Vi anser att det är bättre att många reser och betalar lite mindre än att få reser och betalar mycket.

Det svarer til situationen på flybilletter med varierende priser afhængigt af rejsetidspunkt og bestillingstidspunkt. Hvis det kan betyde flere togpassagerer, så er det vel fornuftigt, men skaber en forvirrende prisstruktur for os passagerer. DSB ligger en hel del bag SJ, men er kommet godt med DSB Orange.

Kilde: SJ.

skift fra el-bil til el-tog

DSB og Better Places har indgået en aftale, således at DSB ved stationerne vil opstille ladestationer til brug for elbiler og samtidig stille lejebiler til rådighed for passagererne. I 2010 vil der, som et pilotprojekt, på Høje Tasstrup og Skanderborg Statioer blive opstillet ladestationer. Adm. direktør i DSB Søren Eriksen siger om aftalen:
Med aftalen kigger vi ind i fremtiden – en fremtid, hvor vi skal have reduceret den alt for høje CO2-udledning. Til det formål kan toget og elbilen hånd i hånd bidrage med rigtigt meget. Samtidig byder vi her ind med løsninger på de store trængselsproblemer, og endelig, tror jeg, at travle pendlere i dag, i stedet for at sidde og hyperventilere bag rattet i de uendelige motorvejskøer, sætter pris på at kunne arbejde online i toget, læse en avis eller en god bog og have kvalitetstid til sig selv. Samarbejdet kombinerer det bedste ved de to transportformer og giver os en fantastisk mulighed for at kunne trække endnu flere kunder over i toget

Se filmen om samarbejdet her.

Dagsværkere kommer gratis med toget

Når gymnaiseeleverne d. 4. november dagsværker, så kan de gratis tage toget. DSB har nemlig indgået en aftale med Operation Dagsværk om at give de elever der deltager i Operation Dagsværk gratis transport, når de vælger at arbejde frivilligt på dagsværkdagen, hvor der samles ind til Zimbabwe.

Samtidig ansætter DSB en række dagsværkere, der skal gøre rent på stationerne. En dagsværker koster kr. 300 for fem timers arbejde.
Kilde: DSB.

torsdag, oktober 22, 2009

Trafikforlig: en moderne jernbane

Efter Venstres længe ventede melding i går kunne partierne bag Transportaftalen fra starten af året i dag indgå forlig om En moderne Jernbane:

Anlæg af en ny jernbane mellem København og Ringsted via Køge. Dermed kan der endelig sættes punktum for den lange diskussion om udvidelse eller nyanlæg. Fra vigerslev Allé og frem til Ulstrupvej overdækkes banen og dermed vil området ved Kulbanevej ikke blive gennemskåret af den nye jernbane og de eksisterende boldbaner kan genetableres. Der fremlægges anlægslov i foråret 2010.

Dobbeltspor mellem Lejre og Vipperød. Det manglende dobbeltspor på denne strækning anlægges og forventes indviet i 2015 med det eksisterende signalsystem og med forberedelse til det nye der forventes indviet 2020. Dobbeltsporet giver mulighed for at passagerne kan komme seks minutter hurtigere frem. Stationerne i Lejre, Hvalsø, Tølløse og Vipperød bygges om med tunneller, gangbroer og elevatorer. Der fremlægges anlægslov i dette efterår.

Dobbeltspor mellem Vamdrup og Vojens. Det manglende dobbeltspor påbegyndes i 2011 og forventes færdigt i 2015. Der eksisterer allerede anlægslov for dette arbejde. Hermed mangler der kun dobbeltspor mellem Tinglev og Padborg.

Udvidelser af kombiterminalerne. Der investeres op til 66 millioner kroner i udvidelse af kombiterminalerne i Høje Taastrup og Taulov.

Renovering af Nørreport Station. Der afsættes kr. 210 millioner til renovering af Nørreport, der omfatter genåbning af nordligt trappeløb fra overfladen til S-togsperronen, ny belægning på fjernperron, renovering af trappen ved Gothersgade og hovedtrappen fra fjerntogsperronen til forhal samt supplerende perronbelægning på S-togsperron. Herudover gennemføres der en betonrenovering af betonmembranen over sporene. Projektet medfører en lukning af fjerntogsperronen i otte måneder, som tidligere omtalt, og vil blive gennemført samtidig med at Københavns Kommune omlægger pladsen foran stationen i perioden 2011-2014.

Esbjerg Havnebane. Der reserveres 100 millioner til en ny sporforbindelse til Esbjerg Havn.

Nyborg Havnebane. Der reserveres 15 millioner til en ny havnebane ved Nyborg.

For begge havnebaner gælder at der i første omgang afsættes 8 millioner til beslutningsgrundlag og at der kræves medfinansiering fra anden side.

Med dette forlig er der endelig givet signal til en omfattende forbedring af jernbanen i Danmark. Tidligere investeringer i f.eks. Ringbanen og Nærbanerne ved Århus og Aalborg viser, atnyinvesteringer i jernbane medfører mange flere passagerer. Midt i en klimakrise er det helt nødvendigt at der kommer flere tager toget. Spørgsmålet er så, hvor meget der bliver sat af til motorveje i det næste forlig.

Kilde: Transportministeriet.

onsdag, oktober 21, 2009

Venstre (endelig): Banen skal via Køge

Efter lang tids diskussion har Venstres folketingsgruppe endelig besluttet sig for at gå ind for at der skal bygges en ny jernbane mellem København og Ringsted via Køge. Trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen siger til Ingeniøren:
Det er helt afgørende for flertallet i Venstres folketingsgruppe, at nybygningsløsningen med sine to nye spor på hele strækningen mellem København og Ringsted er langt den mest fremtidssikrede jernbaneløsning – også når vi kigger ud på den anden side af 2030.

Men formanden for Folketingets Trafikudvalg og Pihl Lorentzens partifælle Flemming Damgaard Larsen er fortsat ikke enig:

For de penge kunne vi altså give borgerne rigtig mange påtrængende infrastruktur-løsninger, som der i øjeblikket ikke er råd til. Jeg synes ikke, at nybygningsløsningen er den bedst mulige udnyttelse af skatteydernes penge.


Endelig en fornuftig udmelding fra Venstre. Det har så også taget næsten to år. så mangler vi kun Dansk Folkeparti.

Kilde: Ingeniøren.

Renovering af Nørreport stopper regionaltogene

I 2013 skal Nørreport Station renoveres og det betyder formentlig at regionaltogsperronen skal lukkes i de otte måneder renoveringen står på. Det betyder at 20.000 passagerer dagligt skal finde andre måder at komme på arbejde.

Renoveringen betyder en fornyelse af betonmembramen over sporene, nye trapper og fliser og endelig nyt ventilationsanlæg, der kan sikre en renere luft. Socialdemokraternes Trafikordfører Magnus Heunicke siger til Berlingske Tidende:
Nørreport Station er en af de vigtigste stationer i Danmark, men også en af de mest nedslidte. Fjerntogsperronen ligner et offentligt toilet, og hvis det er nødvendigt at lukke den under renoveringen, så må man desværre gøre det.

Renoveringen forventes at koste omkring 210 millioner kroner.

Kilde: Berlingske Tidende.